§ 1. Foreningens navn.
Stk. 1. Foreningens navn er “Støtteforeningen for Refsvindinge Friskole “, hvis hjemsted er Nyborgvej 39, 5853 Ørbæk i Nyborg Kommune.
Stk. 2. Foreningen er stiftet 23. april 2022.
§ 2. Formål.
Stk. 1. Foreningens formål er at støtte aktiviteter på Refsvindinge Friskole. Enten for skolen i sin helhed eller for bestemte klasser.
Stk. 2. Det er op til bestyrelsen at afgøre, hvor og hvordan den økonomiske hjælp skal ydes. Den økonomisk hjælp skal afstemmes med skolens bestyrelse.
§ 3. Medlemskab.
Stk. 1. Alle som ønsker at bakke op om foreningens formål, kan være medlemmer af støtteforeningen.
Stk. 2. Forældre til børn Refsvindinge Friskole er automatisk medlem af foreningen. Der opkræves ikke kontingent af forældre.
Stk. 3. Der opkræves et årligt kontingent for de medlemmer, som ikke er forældre på skolen. Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling.
Stk. 4. Gyldigheden af medlemskabet fra medlemmer, som ikke er forældre til et barn på skolen, er betinget af betaling af kontingent forud for den årlige generalforsamling.
§ 4. Kontingent.
Stk. 1. Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling. Første år er det 50,00 kr. pr. medlem.
Stk. 2. Kontinentet forfalder til betaling en gang årligt ved opkrævning eller ved fremmøde på skolen med beløbet.
Stk. 3. Større beløb og donationer er velkomne og kan indbetales til foreningen løbende.
§5. Bestyrelsen.
Stk. 1. Bestyrelsen består af 3 eller 5 medlemmer og op til 2 suppleanter, således at den eller dem der får færrest stemmer til den ordinære generalforsamling, altid er suppleanter. Mindst 1 af støtteforeningens bestyrelsesmedlemmer skal tillige være skolebestyrelsesmedlem. Ifald der ikke på generalforsamlingen er tilstrækkeligt opstillede til bestyrelsen, udfyldes de resterende pladser af medlemmer fra skolebestyrelsen. Disse udnævnes på skolebestyrelsens førstkommende møde.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv på førstkommende bestyrelsesmøde, med en formand og en kassér.
Stk. 3. Bestyrelsen oppebærer intet honorar.
Stk. 4. Formanden foretager indkaldelser og sammensætter dagsorden, samt leder bestyrelsesmøderne. Ved formandens forfald skal et andet medlem foretage ovenstående.
Stk. 5. Kassereren fører foreningens regnskaber og forvalter på bestyrelsens vegne foreningens midler. Ved kassererens forfald skal formanden foretage ovenstående.
Stk. 6. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal, i tilfælde af stemmelighed, vil det være formandens stemme som er afgørende.
§ 6. Tegning og hæftelse.
Stk. 1 Foreningen forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller den fungerende formand.
Stk. 2 Formanden kan sammen med et bestyrelsesmedlem, dog ikke kassereren, give kassereren fuldmagt til at modtage og foretage betalinger/hævninger fra foreningens bankkonto.
Stk. 3 Foreningen kan ikke optage lån/stifte gæld.
Stk. 4. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med foreningens formue. Det påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.
§ 7. Generalforsamlingen.
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender og afholdes en gang årligt.
Stk. 2. Indkaldelser til den ordinære generalforsamling skal ske med 14 dages skriftligt varsel, med angivelse af dagsorden, samt ordlyden af eventuelle forslag fra bestyrelsen, som annonceres på Refsvindinge Friskoles hjemmeside.
Stk. 3. På generalforsamlingen aflægges beretning og regnskab. Der foretages valg af medlemmer til bestyrelsen. Valgbare er alle medlemmer af støtteforeningen over 18 år.
Stk. 4. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal.
Stk. 5. Stemmeberettigede er alle medlemmer af støtteforeningen.
Stk. 6. Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt skriftligt til formanden senest 8 dage inden generalforsamlingen.
Stk. 7. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig og skal for at være gældende, vedtages via flertal af de til generalforsamlingen fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Foreningens opløsning kræver dog kvalificeret majoritet (2/3-dele), jfr., § 10.
Stk. 8. Ekstraordinære generalforsamlinger finder sted, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst halvdelen af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom. Indkaldelse skal ske med 14 dages skriftligt varsel, som annonceres på Refsvindinge Friskoles hjemmeside.
Stk. 9. For at opnå valg til bestyrelsen kræver det personligt fremmøde, eller tilkendegivelse af villighed til at modtage valg.
Stk. 10. Foreningens revisor vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen.
§ 8. Revision.
Stk. 1. Foreningens regnskab revideres en gang årligt.
§ 9 Vedtægtsændringer.
Ved vedtægtsændringer skal der være 2/3 flertal blandt de fremmødte på generalforsamlingen.
§ 10. Foreningens opløsning.
Stk. 1. Foreningen kan kun opløses på en lovlig indvarslet generalforsamling, og kun såfremt 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og 3/4 af disse stemmer herfor.
Stk. 2. Dersom generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling med 8 dages varsel, som tidligst kan afgives på dagen for den første generalforsamling og senest 14 dage senere.
Stk. 3. På den sidste generalforsamling kan foreningens opløsning vedtages endeligt såfremt 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.
Stk. 4. Ved foreningens opløsning skal alle foreningens aktiver realiseres og gives til almennyttige formål. Vedtægterne er godkendt på den stiftende generalforsamling, d. 23.04.2022
